Tid til dig v. Janne Ettrup

Kropsterapeut, Trivselsterapeut

 Behandling af fysiske og psykiske smerter

Hvad er stress?

Stress er ikke en sygdom!

Stress er en tilstand, som kroppen kan komme i, når vi står i situationer, som kræver ekstra ressourcer af os – fysisk og eller psykisk. Fysiologisk øges stresshormonerne i kroppen, hvilket gør, at vi kan yde en ekstra indsats. Det er en fantastisk mekanisme, som gør, at vi kan præstere maksimalt i situationer, hvor der er brug for det.


Kortvarig stress er ikke farlig. Tværtimod kan man møde forskere, der taler om at kortvarig stress er sundt for os. Det afgørende for vores sundhed er imidlertid, at vi sørger for at restituere efter at have været i en stress-situation - sørger for, at stresshormonerne falder til normalt niveau, og krop og sind kommer helt i ro, så man bliver afslappet igen.


I vores verden er kravene om præstation øget ekstremt de seneste generationer. Vi er hele tiden 'på'. Vi bliver bombarderet med indtryk - og der er hele tiden mulighed for at modtage informationer og stimuli.

Rigtig mange mennesker har fået indrettet sig på måder i livet, hvor de hele tiden giver ALT, hvad de har i sig – og ofte lidt mere til. Det går måske godt i en periode - måske ovenikøbet i en meget lang periode, men så pludselig går det ikke godt længere! Man begynder at få symptomer på overbelastning - fysisk og psykisk. Måske 'brænder man ud'/ 'knækker sammen' og kan pludselig ingenting - hverken fysisk eller psykisk.


Der er hele tiden ønsker og krav alle steder fra – både arbejdsmæssigt og privat om at yde, og hvis man ikke føler sig i stand til at sige fra, kan man let blive overvældet – og overbelastet.

Er man overbelastet over en længere periode – altså hvis kroppen befinder sig i en stress-tilstand over længere tid, kan man blive alvorligt syg.


Det er vigtigt at nævne, at 'stress' ikke er lig med at have travlt! Man kan sagtens have travlt uden at være stresset. Omvendt kan man også været stresset/presset uden at have travlt! Eksempelvis kan arbejdsløshed, langvarig sygdom - hos sig selv eller pårørende, skilsmisse, økonomisk trængsel, konflikter m.m. være en stor stress faktor - uden at man nødvendigvis har meget, man skal nå - måske tværtimod!